Der skal gode nerver til, når man som måske torturoffer kommer til Danmark og skal tage kampen op med langsommelig sagsbehandling og direkte forkerte afgørelser i den sidste ende. Det mener i alt fald den kvindelige præst fra gårsdagens debatindlæg, som igen i dag tager bladet fra munden.
Hun fortæller om flere eksempler på direkte urimelige afgørelser i personsager, der minder om underskriftindsamlingen i øjeblikket på Grenå Gymnasium ang. en afvist ansøgning fra en syg pige. Hun skriver:
”Tina Soosaipillai i Havndal fik sin opholdstilladelse som en vidunderlig julegave. Pakket ind og lagt under juletræet af hendes mand, Anton. Års uvished er afløst af vished for de næste to år. Dermed også mulighed for at kunne planlægge tilværelsen og komme på danskkursus, så den begavede kvinde kan lære at tale et dansk, der svarer til hendes niveau.
For cirka halvandet år siden var situationen anspændt. Hele to afslag oven på hinanden var ikke til at bære. Det var uvurderligt, at en gruppe borgere i Havndal havde indset, at de afslag ikke kunne bygge på et retvisende grundlag. Anton kunne godt forsørge sin hustru, når blot hans sygeperiode (der måske endda skyldtes en arbejdsskade?) ikke skulle regnes med.
Det viste sig jo også at holde stik. Med to-tre job manglede det da også bare. Men der gik altså halvandet år, før Udlændingestyrelsen nåede frem til det samme resultat.
Det var ikke omkostningsfrit for familien. Det smilende ansigt skjulte angsten, men der har været mange søvnløse nætter. Og små børn er meget følsomme for forældres bekymringer. De små vidste jo ikke engang, hvad det drejede sig om. Hvorfor far og mor var kede af det.
Hvis målet er velintegrerede, lærenemme og harmoniske børn, der kan placere sig i en god og naturlig position i det danske samfund, så må vi sige, at Udlændingestyrelsen ikke har givet disse børn den bedste start. Deres forældre er stærke mennesker, heldigvis, så de kommer nok over det. Anton og Tina vil også arbejde meget for det, ved jeg.
Som Amtsavisens leder torsdag 29. december nævner, rejser sagsbehandlingen flere spørgsmål. Nogle familier strander på afslag.
To afslag efter hinanden betyder normalt, at alle muligheder er udtømt. Støttegruppen for Tina Soosaipillai holdt stædigt fast ved, at det ikke kunne passe. Og det kunne det altså heller ikke. Er der mange familier, der får uberettigede afslag? Fordi de ikke har en støttegruppe, der kan finde gode argumenter, der borer sig igennem afslagets begrundelse? Eller fordi Udlændingestyrelsen simpelthen ikke godtager nogen argumenter, ligegyldigt hvor gode de er?
I Assens sidder en kvinde med et lille barn. Hun er fra Kosovo, af albansk afstamning. Hele familien måtte flygte under borgerkrigen. Flere familiemedlemmer blev mishandlet. Blodet, der løb ned ad hendes fars og mors ansigt, råbene, angsten, flugten ad uvejsomme skovstier, skyderierne har sat sig dybt i hendes sind. Det hedder posttraumatisk stress og kan sammenlignes med det såkaldte "KZ-syndrom", som forpestede bl.a. mange danske tidligere KZ-lejrfangers liv.
Kvinden, Valentina, mødte her i Danmark en mand, Mirsad, der også kom fra det gamle Jugoslavien, men fra Serbien. Som hun er han af albansk afstamning. De bliver forelskede, gifter sig og får en lille datter, Kaltrina, som nu snart er tre år. Valentina har fået asyl, Mirsad derimod ikke. Skønt han er dybt mærket fysisk som psykisk af fængselsophold og tortur, har Udlændingestyrelsen ikke kunnet finde nogen grund til, at han skal have lov at blive i Danmark. At der er sket en effektiv etnisk udrensning i Serbien, så han ikke vil være velkommen, hvor han kommer fra, er heller ikke noget argument, der slår igennem. At hans kone som kosovo-albaner slet ikke kan bo i Serbien, forstår de heller ikke i Udlændingestyrelsen. Nu er parret blevet tvangsskilt, og den unge, syge og mærkede kvinde bor alene med sit barn. Utryg og fuld af angst for mandens skæbne.
Hvad skal der blive af hende? Hvad skal der blive af deres lille datter? Små børn er følsomme; hun kan blive mærket for livet - af Udlændingestyrelsens mangel på almindelig fornuft og anstændighed.
Og hvad skal Mirsad? tilbage til Serbien, hvor kan ikke er velkommen? Hvor etnisk anderledes chikaneres ud af deres boliger, hvis de har kunnet få en? Eller - kommer han i fængsel igen?
Denne helt uanstændige sagsbehandling blev det afgørende skub for dannelsen af "Præsteinitiativet".
Urimeligheden sættes i relief af, at Udlændingestyrelsen åbenbart godt kan træffe en fornuftig beslutning, når den sættes under tilstrækkeligt hårdt pres. Men hvad med alle de andre ulykkelige flygtninge, hvis ansøgninger strander på, at Udlændingestyrelsen er utilgængelig for både fornuft og almindelig menneskelig omtanke?
På de to uger, som er gået siden "Præsteinitiativet" udsendte sin første pressemeddelelse, har vi modtaget mange henvendelser fra ganske almindelige borgere, nogle skeptiske og kritiske, de allerfleste positive: "Endelig er der nogen, der siger fra, så det kan høres. Vi skal tilbage til en menneskelig flygtninge- og udlændingepolitik."
RETTELSE:I gårsdagens indlæg fra Bodil Hindsholm om en læsers oplevelser ved en julegudstjeneste, var der desværre faldet nogle ord ud, som var vigtige for sammenhængen. Vi bringer her den korrekte ordlyd af det pågældende afsnit:
"Den pågældende læser skriver ikke, hvor han var i kirke juledag og anden juledag, men julen varer som bekendt længe, så der har været mange muligheder".
Kilde: Skrevet af Bodil Hindsholm Hansen, Udbyneder Præstegård, Havndal, medstifter af
rex
05/05 2023
