Det følgende er en opfordring til og en påmindelse om, at det kommende regionsråd allerede er i gang med arbejdet. For eksempel er der vigtige opgaver for udvikling på landet, og det fortæller et regionsrådsmedlem følgende om:
Nu gælder det om at samle alle gode kræfter om en aktiv politik for regional udvikling, så vi i alle egne af Region Midtjylland får mulighed for at skabe vækst og øget beskæftigelse og hermed sikre positive rammer for alle borgeres hverdag. Derfor er det blandt andet nødvendigt, at vi satser endnu mere på at sikre levende landdistrikter erhvervsmæssigt, kulturelt og på flere andre felter.
Vejen til vækst går i forskellige retninger i vores region – ligesom i resten af landet. Både mulighederne og udfordringerne veksler fra område til område. Det gælder erhvervslivets struktur, beskæftigelsen og niveauet for uddannelse og forskellige kompetencer. Men fælles for hele regionen er, at alle områder har noget værdifuldt at bidrage med.
Region Midtjylland skal være dynamo for et tæt samarbejde mellem de mange parter, som slider for en regional udvikling. Det gælder virksomheder, organisationer, forsknings- og viden-institutioner, private rådgivere og de nye kommuner, der står for den lokale erhvervsservice.
Evnen og viljen til samarbejdet bliver helt afgørende for at hente resultater hjem, og derfor rækker vi nu hånden frem i Udvalget for Udvikling på Landet, som er nedsat under Forberedelsesudvalget i Region Midtjylland. Den er dækket godt ind fra øst til vest og nord til syd, eftersom vi seks i udvalget kommer fra forskellige egne og kender de lokale forhold og udfordringer.
Alle amter og de fleste kommuner har allerede en overordnet politik for landdistrikterne, ligesom staten har et program for en særlig indsats. I samme retning trækker en drejning i politikken i EU fra direkte støtte til landbruget til kontant opbakning til initiativer, som fremmer en langsigtet, bæredygtig udvikling.
Det hele skal spille sammen, så vi ikke alene undgår opbakning, men i fællesskab opnår markante resultater. Vi kan sikkert også trække på og hente inspiration hos Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter i Esbjerg og organisationerne Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark. Og det er en selvfølge, at politikken for en samlet indsats skal være i fuld harmoni med dén strategi og de mål, der bliver sat i det kommende Vækstforum for Region Midtjylland.
Én af de vigtige opgaver drejer sig om at udjævne de geografiske forskelle på niveauet i befolkningens uddannelse og kompetence. Blandt andet ved at sikre flere unge en grundig uddannelse. En målrettet indsats skal få flere unge til at blive i regionen efter endt uddannelse. Det gælder især uden for de store byer, hvor muligheden for at skaffe kvalificeret arbejdskraft bliver stadig mere vigtig.
Helt afgørende er det ligeledes, at de vigtigste erhverv fortsat kan udvikle sig på et bæredygtigt grundlag i landdistrikterne. Små og store foretagender har ikke alene betydning i disse områder, men for hele regionen. Mange virksomheder – også i de større byer – skal bruge dem som under-leverandører og med-producenter.
En effektiv infra-struktur med gode veje og en velfungerende kollektiv trafik spiller en afgørende rolle. Det indebærer, at vi hele tiden må presse hårdt på for at skaffe medfinansiering fra staten til at vedligeholde og udbygge veje, jernbaner, havne o.s.v. Et rimeligt krav gælder et udbygget net med bredbånd til hele regionen, som ikke kan undvære adgang til moderne kommunikation.
Nem adgang til spændende kulturelle oplevelser og muligheder for aktiv fritid spiller også en vigtig rolle for den meget store del af befolkningen, som bor på landet. Mange spændende opgaver venter!”
Kilde: Skrevet af formand for udvalget for udvikling på landet i Region Midtjylland, Kaj Møldrup Christensen (S) fra Stevnstrup, i Randers Amtsavis d. 14. januar
rex