Dansk Folkepartis folketingsmand for Djurslands-området skriver følgende om, hvad han har tænkt sig at prøve at lave om i forhold til det første udkast til en politireform:
”Det er positivt, at hele Djursland samles under én politikreds, og at politistationen i Grenå bevares, forhåbentlig også med én eller anden form for døgnbemanding, i hvert fald i week-ender, turistsæson og ved andre arrangementer, der kunne kræve det.
Det er beklageligt, at Grenå mister sit domhus, og dét bør der ændres på, ikke kun i Grenå, men også andre steder, hvor der ellers bliver for langt til borgerne.
Nogle borgere på Djursland vil efter forslaget få en afstand på ca. 60 km og en rejsetid på cirka to timer til nærmeste domhus, og dét finder jeg både unødvendigt og uacceptabelt, når det gælder for eksempel skifte- og fogedsager.
Indkaldelse af pårørende efter et dødsfald og oprettelse af testamente for notar bør af hensyn til de pågældende borgere kunne ske i nærområdet, og der vil blive brugt en betydelig del af politiets ressourcer på at fragte skyldnere til en så fjernt liggende fogedret. Jeg mener også, at ”mindre” straffesager og civile sager bør behandles tæt på de berørtes hjemsted – gerne ved, at skiftende dommere udsendes fra rettens hovedafdeling. Dansk Folkeparti vil arbejde for, at der som minimum bliver et afdelingskontor i Grenå til behandling af omtalte småsager.”
Kilde: Skrevet af DF-folketingsmand for Grenå-kredsen, Kim Christiansen fra Mariager, i Randers Amtsavis d. 24. januar
rex