Man kan ikke sige andet, end at det var en succes, da Posthavens Venneforening kaldte til den årlige sommerudflugt for beboerne i Posthavecentrets boliger midt i juni måned. Turen strakte sig over 4 1/2 eftermiddagstimer, og inden turen havde formanden Svend Busse indgået en aftale med 1. viceborgmester i den nye Norddjurs Kommune, Niels Erik Iversen, om at tilrettelægge en tur rundt i den nye kommune. Niels Erik Iversen, der er medlem af Sammenlægningsudvalget, skulle fortælle om visionerne for den nye kommune, og det gjorde han på glimrende vis. Bygninger blev udpeget og beskrevet. Der er mange historiske steder - byer blev beskrevet og alt var spændende at høre om. Turen gik først til Fornæs, hvor der blev fortalt om fyret. Derfra mod Gjerrild og videre til Bønnerup Havn, hvor vi hørte om fiskeriet før og nu. Forbi Meilgaard gennem den smukke skov - klædt i sommerens skønne farver. Vi nåede til Fjellerup og fulgte kysten til Hevring og dernæst til det nordligste punkt ude ved Randers Fjord - Udbyhøj. Derefter gik turen sydpå til Voer Færgested, hvor eftermiddagskaffen med lækkert brød ventede. Der blev herefter tid til at gå rundt og opleve Fjordcentret og tage en spadseretur i det smukke område. Glade indtog vi igen bussen og fortsaatte rundvisningen mod Ørsted, gennem Allingåbro til Auning med en rundtur i byen. Efter en smut gennem Gjesing, forbi Løvenholm Slot og gennem skoven, foregik resten af turen ad hovedvejen direkte til Grenaa og Posthavecentret. Alle fik et glimrende indtryk af den nye storkommune. Vores viden blev forøget - takket være den glimrende »turistfører«, Niels Erik Iversen. Stor tak også til Svend Busse og venneforeningen for initiativet og tak til buschaufføren Bo, der kunne supplere med oplysninger omkring sin hjemegn, Vivild.
Med venlig hilsen
Jytte Hald
Pva. beboerne i Posthavecentret
Kilde: Grenaa Bladet
sof