Ligestillingsministeren fortæller i det følgende om et initiativ, hun har taget, for at få gjort endeligt op med fortidens (og nutidens) mangel på ligeløn:
”Nu skal der ikke længere være nogen undskyldninger for ikke at give kvinder og mænd samme løn for det samme arbejde.
For 30 år siden fik Danmark en lov, der bestemte, at mænd og kvinder, som udfører det samme arbejde, skal have lige meget i løn.
Det lever en del virksomheder stadig ikke op til, men nu er der ikke længere nogen undskyldninger.
Fra 1. januar i år trådte loven om kønsopdelt lønstatistik i kraft. Det betyder, at alle større virksomheder skal registrere kvinders og mænds løn. Så bliver det pludselig meget tydeligt for virksomhederne, hvis de har lønforskelle mellem kønnene.
Alle virksomheder, som finder nogle uforklarede lønforskelle, kan få hjælp til at fjerne dem i en ny guide, som ministeriet netop har udgivet sammen med LO og DA.
Guiden indeholder gode redskaber til virksomhederne og medarbejderne, så de kan finde frem til årsagerne til forskelsbehandlingen og fjerne dem. Virksomhederne kan fx overveje, om der er nogle faldgruber i deres personalepolitik, hvilke kriterier de har, når de ansætter nye medarbejdere, og om de deler retfærdigt ud af forfremmelse, efteruddannelse og løntillæg.
Virksomhederne kan også læse om, hvordan de kan kortlægge lønforskelle mellem kvinder og mænd og læse om det kønsopdelte arbejdsmarked.
Derudover er der ni gode eksempler på virksomheder, som allerede arbejder med ligeløn, så guiden er en god kilde til inspiration for alle virksomheder, som har lyst til at være med i arbejdet for at fremme ligeløn.
SÃ¥ nu er det slut med undskyldninger. Alle skal have lige løn for lige arbejde.”
|