Uddan Djursland NU!
Der er rigtig travlt med kommunesammenlægning i både Syddjurs og Norddjurs kommuner. Vi skal samtidig huske, at uddannelse af unge og af voksne og af virksomheder er en fælles opgave på Djursland. Djurslands Udviklingsråd, DUR, er undervejs med en masterplan for uddannelse på Djursland.
SF i Norddjurs og Syddjurs foreslår, at de to kommuner snarest afholder en fælles uddannelseskonference. Formålet skal være at få inspiration til og modeller for strategisk udvikling af uddannelse og efteruddannelse på Djursland. Vi skal gå fremad med disse emner: -
Djurslandsvisioner for uddannelses- og efteruddannelse. -
Mulige strategier, herunder modeller for flere uddannelsesaktiviteter på Djursland og for nye satellituddannelser i samarbejde med andre udenfor Djursland. -
Hvis unge fra Djursland må rejse til Århus og andre steder for at få uddannelse, hvordan får vi så den højt/højere uddannede arbejdskraft til at vende tilbage som arbejdskraft og som erhvervsinvestorer? -
Hvordan får vi alle med i en kompetenceudvikling?
Deltagerne i uddannelseskonferencen skal bl.a. være repræsentanter for ungdoms- og voksenuddannelserne på Djursland og for uddannelsessteder, som bruges af mange fra Djursland. Samt erhvervsorganisationer, fagbevægelsen, DUR, region Midtjylland, regering og folketing og fagudvalg fra vore to kommuner. Vi skal have undervisningsministeren og beskæftigelsesministeren til at indlede, sammen med kompetente eksterne og lokale ressourcepersoner.
Der er i øjeblikket stort behov for arbejdskraft. Vi har en enestående chance for at unge, voksne og virksomheder på Djursland får et uddannelsesløft. Vi vil foreslå uddannelseskonferencen i vore to kommunalbestyrelser.
Med venlig hilsen Kirstine Bille og Mads Nikolajsen SF-medlemmer i hhv. Syddjurs og Norddjurs’ udvalg for Kultur og Udvikling |