Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Spændende proces med debat om skolekvalitet



Spændende proces med debat om skolekvalitet
Fra formanden for børne- og ungdomsudvalget i Norddjurs Kommune, Leif Lahn Jensen, har vi modtaget følgende som et svar på Susanne Damborg Sørensens læserbrev:

Jeg vil gerne starte med at takke for dit læserbrev. Du kom med en masse holdninger om dit syn på kvalitet i folkeskolen, og det er jo godt, for det er faktisk det, vi efterlyser de næste måneder.

Jeg vil hermed prøve at svare på nogle af dine spørgsmål.

Vi startede hele denne proces med skolekvalitetsdebatten, fordi sammenlægningsudvalget til budgettet sidste år ønskede at se nogle muligheder for at give folkeskolen et kvalitetsløft eller den samme kvalitet for færre penge. Altså det, man kalder en effektiviserings-gevinst.

Vi besluttede så at starte med at diskutere med alle på skoleområdet, hvilken kvalitet ønsker vi i vores skoler, og hvilke skoler ønsker vi for vores børn. For vi har helt klart den holdning, at skolen skal indrette sig efter børnene og samfundets udvikling - og ikke omvendt.

Derfor syntes vi, at diskussionen omkring indholdet i skolerne kommer før selve skolestrukturen.

Der vil komme levende debatter og masser af dialog, for dette er jo allerede i gang. Vi har haft et opstartsmøde, hvor man kunne stille spørgsmål til vores oplægsholder, men også på selve processen. Et opstartsmøde, hvor jeg har den opfattelse, at der var mange, som gik derfra i troen på, at nu skal vi i gang med en spændende proces med en masse gode diskussioner. Og det er lige netop det, vi skal. Nogle diskussioner, hvor vi er på øjenhøjde med borgerne og brugerne af folkeskolen. Den måde, vi gør det bedst på efter vores mening, er at lytte til alle og lade alle forme diskussionen og fortælle os, hvad de vil med skolen. Hvis vi starter med at komme med vores holdninger, så tror jeg på, at vi dermed også vil være med til at bestemme i hvilken retning, debatten skal gå. Og det er bestemt ikke vores mening. Så du kan tro, Susanne, at vi har en masse holdninger på skoleområdet, og du skal også nok få lov til at høre dem, men det bliver først, når debatten går i gang for os alle, og det sker snart.

Om det her er en fornuftig måde at gøre det på. Ja, det er jo en tro-sag. Vi tror på, at hele processen bliver god og spændende, og vi tror på, at det vil højne kvaliteten i skolerne til glæde for vores børn.

Så derfor vil jeg gerne opfordre alle, som har lyst, til at gøre det samme som Susanne og andre, som også har forsøgt sig, at sige deres mening og starte debatten omkring vores børns skoler.


Kilde: Grenaa Bladet

sof


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam