S. E. Rønde Olesen konstaterer i Grenaa Bladet d. 28. august, at »jeg nu også fordømmer rygning«. Det er nu ikke noget, jeg har gjort meget ud af. Jeg røg lidt efter jeg blev konfirmeret i 1946. Nytårsaftensdag i 1949 bød en tidligere lærer mig en cigaret og tændte den for mig. Straks han var udenfor synsvidde smed jeg den i sneen, og jeg har ikke røget siden, så mon ikke jeg er over krisen.
Da jeg i 1954 til ‘56 var i militærnægterlejr tegnede en (nu afdød) militærnægter-kammerat mig som medlem af Landsforeningen til bekæmpelse af Tobak. Den har siden ændret navn til Røgfrit Miljø, og jeg har gennem alle Ã¥rene opretholdt et passivt medlemsskab. Men den bølge af rygeforbud, der nu gÃ¥r hen over den vestlige kulturkreds, har jeg ingen, eller i bedste fald liden andel i. MÃ¥ske er det mest af alt udtryk for en modreaktion pÃ¥ rygernes tidligere herrefolks-fremfærd og -mentalitet.
Når man er nået dertil, at man kan se til vejs ende uden kikkert, så er det for de fleste nok naturligt at se tilbage på livet, der svandt, og da må jeg sige med Grundtvig: »-og jeg, jeg ved ej heller tal, -på mine fejl og mine fald, -de dunkle med de klare«.
Men jeg har ingen grund til at angre, at jeg i 1949 ved min farfars begravelse besluttede at videreføre hans livslange engagement i afholdsbevægelsen. Desværre er alkoholforbruget pr. indbygger pr. år cirka tre gange så stort som dengang, og tilbagegangen i afholdsorganisationernes medlemstal, der toppede under 1. Verdenskrig med knap 10% af den voksne befolkning, har ikke kunnet stoppes. Men det er mit livs erfaring, at det er spændende at være afholdsmand. Det giver mange morsomme oplevelser i modspil til det alkoholdrikkende befolkningsflertal.
Med venlig hilsen
Henning Sørensen
Villa Pax, Irisvej 17
8500 Grenaa
Kilde: Grenaa Bladet
sof