Roendeportalen.dk

”Velkommen til Cirkus Norddjurs Kommune”. Sådan lød overskriften på et læserbrev fra Mette Villesen i Vivild, vi bragte for nogen tid siden. Heri beskrev, hvorledes hun igennem de seneste år har været udsat for, at hendes kommune på trods af talrige ekspertudsagn ikke vil lade hende få et flexjob med nedsat arbejdstid. Kommunesammenlægningen har ikke ændret på denne holdning. I det følgende gør Mette Villesen nu et sarkastisk forsøg på at være lidt pædagogisk over for kommunen:

”Hér er en fortsættelse på mit læserbrev fra december 2007.
Først vil jeg gerne sige et stort TAK til de mennesker, der gjorde sig dén ulejlighed at kontakte mig. Det varmede mit flossede hjerte rigtigt meget. Samtidig gjorde det mig også ked af det. Ked af, at vi er så mange, der er i samme båd.
Et hurtigt resumé af min historie: I august 07 fik jeg afslag på ansøgning om flexjob. Det tog så hårdt på mig, at jeg blev sygemeldt. I november følte jeg mig så klar til at skulle ud i arbejdsprøvning nr. 8 – ja, nummer 8! Var til møde på Norddjurs Kommune, der syntes, at jeg skulle starte i et coaching-forløb (nr. 2 af slagsen) samtidig med, at jeg skulle i en fuldtids arbejdsprøvning. (Det skal hér lige indskydes, at de sidste 7 arbejdsprøvninger samt alle lægelige og andre relevante vurderinger alle har vist, at jeg ikke formår at arbejde på fuld tid.) Dét slog mig fuldstændigt ud. Så meget, at jeg fik nogle yderst uhensigtsmæssige løsningsmodeller inde i mit hoved. Jeg nåede at være raskmeldt i 3 uger, før jeg måtte sygemelde mig igen.
Først i januar ringer min sagsbehandler til mig. Hun skal lave opfølgning i henhold til lovgivningen. Allerede da jeg tager min telefon og kan se, hvem der ringer, bliver jeg urolig. Hjertet begynder at hamre, åndedrættet bliver hurtigere, jeg sveder og ryster. Da vi har talt sammen ca. 30 sekunder, ryster jeg ukontrollabelt. Kan næsten ikke holde telefonen. Da vi har talt sammen mindre end 4-5 min., bryder jeg grædende sammen. Er dybt frustreret over, at Norddjurs Kommune ikke forstår. Ikke vil forstå. Sagsbehandleren slutter da også af med at ønske mig en fortsat god dag!
Den hér sag har nu kørt siden februar 2002. De eneste, der ikke er blevet klogere i dén tid, er Norddjurs Kommune. Jeg har selv fået rigtigt meget ud af alle de forløb, jeg har været i. Både dem, kommunen har sat mig i, og dem, jeg selv og min læge har fundet frem. Jeg er blevet rost til skyerne af min psykolog, af lærerne på fobi-skolen, af min mentor, fordi jeg har lært mine egne grænser at kende. Fordi jeg har lært at overholde mine grænser, så jeg ikke vælter. Så jeg har det godt psykisk. Hos Norddjurs Kommune er man dog fløjtende ligeglade. De vil have mig til at overskride mine grænser. De vil pinedød have mig ud i en fuldtids arbejdsprøvning. De hverken hører på mig eller alle de professionelle mennesker, der (forgæves?) prøver at hjælpe mig.
Jeg tænker, at hvis Norddjurs Kommune var en elev i folkeskolen, der i 6 år havde kæmpet med at lære bestemte ting, så var der for flere år siden blevet sat ind med støtte, lektiehjælp og lavet vurderinger på eleven, der kunne vise, hvad problemet var. Hvis ikke, ville det jo ende med dumpekarakter til afgangseksamen, eller i værste fald at fremtidsudsigterne bliver meget usikre i forhold til uddannelse og senere selvforsørgelse. Men sådan fungerer det danske samfund ikke. Eleven – hér Norddjurs Kommune – har nu i 6 år tumlet med et problem. De har ikke formået at finde en løsning på trods af, at de har fået uendelig meget hjælp fra diverse behandlere.
Norddjurs Kommune er rigtig heldige, at man først skal til afgangseksamen i 9. klasse. For på nuværende står de til et 00. De har selv søgt hjælp (trods alt), men de har ikke – og vil ikke – tage imod den. De har INTET lært i de 6 år, jeg har været i systemet. Og, ærlig talt – så er jeg bange for, at løbet er kørt, hvis der ikke meget snart sker nogle holdningsskift. De bliver ved med at køre i samme rille, som de hele tiden har kørt i. At dén rille ikke virker, er der ingen, der tænker over.
Én af de ting, jeg har lært, er: Hvis dét, du gør, ikke virker, så gør noget andet! Tænk, hvis Norddjurs Kommune også lærte så vigtige små sætninger!
I sidste uge kom så dét brev, jeg har frygtet længe. D. 1. marts stopper revalideringsydelsen, da jeg ikke medvirker til at overholde min jobplan! Nej, jobplanen er jo totalt urealistisk. Så urealistisk, at jeg er blevet syg af at prøve på at gennemføre den! Nu kan jeg så søge kontanthjælp. Der er 2 positive ting i dén sag. Dels får jeg så en anden sagsbehandler, hvilket jeg forgæves har prøvet på før. Dels kan jeg vel ikke synke længere rent økonomisk. For uanset hvad, Norddjurs Kommune ellers har beføjelser til, kan jeg da for f. ikke komme på starthjælp. De kan da vel ikke gøre mig til indvandrer også! Min arbejdsevne bliver ikke bedre af, at jeg kommer på kontanthjælp. Jeg kan ikke lige pludselig arbejde fuld tid, fordi mit forsørgelsesgrundlag bliver taget fra mig. Nu får jeg bare – oven i alle mine andre problematikker – også yderligere økonomiske problemer.
Hvad er det for et samfund, der hellere sender folk ud i økonomisk ruin og lediggang end hjælper dem til at yde dét, de magter og gerne vil til samfundet? Hvorfor ser man hellere, at jeg går på passiv forsørgelse i stedet for at lade mig tjene nogen af mine penge selv? Arbejdsmarkedet skriger på arbejdskraft. Hvorfor må jeg ikke yde mit?
Jeg bliver nok aldrig selvforsørgende i og med, at jeg kun magter at arbejde ca. 20 timer om ugen. Men det må da være bedre, at jeg kun skal have økonomisk hjælp til 17 timer frem for til 37 timer om ugen. Det må da være bedre for samfundet at have glade, ligevægtige borgere, der har lyst til at yde deres til samfundet end borgere, der går i tomgang på overførselsindkomster.”

Skrevet af Mette Villesen fra Vivild i Lokalavisen d. 12. marts

Kilde: Randers Amtsavis

sof