Endnu en randrusianer har den stik modsatte opfattelse af, hvordan den nye samfundsmodel bør ende op. Han støtter oppositionens krav om at lade regionerne løse flere opgaver, end regeringen lægger op til, og skriver:
”Regeringen ser ud til at stå fast på, at der kun skal være fem regioner i dag – og de skal ikke have lov til at foretage skatteudskrivning, hvis det står til regeringen.
For det første troede jeg, at især Venstre gik ind for nærdemokrati, men det ser det altså ikke ud til, de gør. For med kun fem regioner bliver der langt fra den enkelte borger og til de politikere, der skal ”bestyre” regionerne. Et antal på otte ville efter min mening være mere passende, når man ser på Danmarks-kortet – og så skal regionerne naturligvis også have lov til at foretage skatteudskrivning.
Det er helt fint, at kommunerne bliver større og får flere opgaver, men der er altså mange opgaver inden for såvel miljø, psykiatrien, undervisning m.v., der kræver, at opgaverne lægges hos regionerne og ikke hos kommunerne.
Så den bedste løsning for mig at se vil være at lave nogle større kommuner og lade ca. otte regioner varetage de opgaver, amterne har i dag.
Så får vi et velfungerende samfund – og det er vel egentlig dét, vi alle ønsker.”
Skrevet af Niels Vissing fra Randers i Randers Amtsavis onsdag d. 26. maj
Kilde: Niels Vissing
Randers Amtsavis