Ovenstående spørgsmål rettes i dag af en akademiker, der ellers har gjort, hvad samfundet forlanger, for at få et job:
”En ny regering har indtaget sin plads i magtens korridorer. En del af dét, der skal tages fat pÃ¥, er uddannelse. Der skal oprettes 10.000 nye uddannelsespladser pÃ¥ de videregÃ¥ende uddannelser.
Det kan diskuteres, om der er brug for et sådant kvantitativt løft. Ville det ikke være mere ønskværdigt at forbedre kvaliteten af uddannelserne, heriblandt afskaffe taxametersystemet?
Der må spørges til, om der med forøgelsen af uddannelsespladserne følger en tilsvarende forøgelse af jobmuligheder. Hvordan vil det kvantitative løft på uddannelser bidrage til fællesskabet Danmark? Vil det få os til at stå sammen, sådan som det er regeringens målsætning? Jeg har en historie at fortælle, som viser noget andet.
Verdens lykkeligste folk. Sådan lød det i en undersøgelse om folket hér i Danmark i 2008. Samme år udtalte flere ministre, at nu kunne alle efter endt uddannelse få job. Der var ingen ende på lykken eller pengestrømmen. Vi kunne købe hele verden. Samme år forlod jeg med specialet under armen Århus Universitet. Ikke meget er lykkedes for mig siden. Finanskrisen satte sine tydelige aftryk i joblandskabet. Næsten dag for dag var der stor reduktion i antallet af jobannoncer. Efter 2 ugers forløb var jobannoncerne faldet til under det halve. Fra før 1200 til nu 500. Så det var på med vanten og ud med jobansøgninger. Men med hver ansøgning fulgte et afslag.
Til trods for dét er jeg heldig. Jeg er ikke kommet ind i dagpengesystemet og står derfor heller ikke i fare for at ryge ud af det igen. Nej, jeg fik, mens jeg gjorde specialet færdigt, en fastansættelse i mit studiejob. Så nu sidder jeg om natten på et hotel som portier. Et underbetalt job, som jeg i forhold til min uddannelse er overkvalificeret til.
Dét er jo fint nok, siger jeg. Men dét er det ikke. Familie og venner spørger til, hvordan det går, ser det stadig skidt ud, der må da også snart komme noget. Jeg selv ser, hvordan mine evner og min viden ikke bliver brugt, men stille og roligt rådner op. Langsomt mærker jeg, min identitet er bundet sammen med mit studium og mit job. Langsomt men sikkert mærker jeg, hvordan dén jeg er, forsvinder. Spørgsmålene kører rundt i mit hoved.
Nyttede det noget at tage dén uddannelse?
Alt imens siger folk til mig: hold modet oppe, giv ikke op, der skal nok komme noget. Jeg prøver, men modet er ved at forsvinde, og opgivelsen bliver mere og mere en realitet.
Det bliver ikke nemmere at holde modet oppe, når man har skullet lægge øre til politikere og fremtrædende erhvervsfolk. Vi skal tiltrække kvalificeret arbejdskraft udefra, lyder ét af deres mantraer.
Først og fremmest er det en hån mod vores uddannelsessystem. Aldrig har der været så mange, som søger en uddannelse som nu, men de kan ikke bruges, da uddannelse tilsyneladende ikke er kvalificerende nok. Det er en hån mod alle, som modtager afslag på afslag. ER vi så ringe, os som afvises? ER vi ubrugelige, unødvendige og overflødige? Dette afføder et simpelt spørgsmål til politikerne og erhvervslivet: kunne det være, der var kvalificeret arbejdskraft hér til lands, - er hver en sten vendt?
Svaret kan vi næsten høre på forhånd. Nej, I er ikke overflødige! I skal bare sadle om, være mere praktiske, være fleksible og indstille jer på noget andet end dét, I er uddannet til. Søg bredt!
Fuldender dette svar ikke blot hånen?
ER det ikke min egen skyld? Søger jeg bredt nok? ER jeg dygtig nok? Er det nu engang ikke vilkåret i en globaliseret konkurrenceverden? De stærkeste vinder, de svageste forsvinder. Jeg vil ikke svare nægtende til de svar. Jeg belyser blot en situation med min fortælling.
I afslagene hedder det ofte: ”Vi beklager, stillingen er besat til anden side. Det har været en svær beslutning. Vi har skullet vælge én ud fra 291 ansøgere. Én der fÃ¥r jobbet. 290 modtagere af afslag. Jeg konstaterer, at jeg ikke er alene. PÃ¥ den anden side. Tvivlen ryster mig. Jeg tænker pÃ¥ dem, som har job, de er glade for – job de ikke er tvunget til at tage. De møder glade og selvsikre pÃ¥ deres gode jobs. De føler sig beriget. De oplever, de bidrager med noget. De er en styrke og værdi for samfundet. De kan tage hjem om aftenen og kysse børnene og konen med god samvittighed, joke med venner og leve livet. SÃ¥dan fÃ¥r du det aldrig. Du stÃ¥r udenfor, Du er den fremmede og har kun dig selv.”
Kilde: Skrevet af Anders Møller Gade fra Randers i Randers Amtsavis d. 4. november.
/Bjarke & Rex.
05/05 2023
