En dame fra Århus beskriver i det følgende, hvordan hendes angstplagede veninde gang på gang bliver afvist på psykiatrisk afdeling, fordi hun ikke er tilstrækkelig syg. I stedet skubbes ansvaret over på de pårørende, føler hun, og hun har skrevet følgende opråb til politikerne i Søndags-Stiften:
”Jeg sidder i Modtagelsen på Psykiatrisk Hospital med min veninde i armene og forsøger med kærlighed at lindre hendes sjæl, som er i en ufattelig smerte og lidelse.
Jeg sidder og tænker: Åh, så sidder vi her igen….Vi venter og venter. Jeg hører konstant min veninde sige: ”Jeg kan ikke mere nu, jeg vil ikke mere, og jeg tror, jeg går ud foran en bus eller går ud i skoven og finder ud af at få dén fred, som jeg ikke kan få andre steder….”
Jeg sidder i desperation og beder til Vorherre om, at dette ulykkelige lille menneske må få dén hjælp, hun behøver denne gang, og at nogen vil tage denne enorme frygt og dette enorme ansvar fra mig.
Proceduren er som altid. Vi venter i så uendelig lang tid (fem timer) på at komme ind til en samtale, at hun er ved at gå igen flere gange, hvor jeg må bruge alle kræfter på at holde hende tilbage.
Det er så smart og psykologisk bevidst at lade disse mennesker vente, for så går de fleste i desperation. Og ingen bekymrer sig om, hvor de går hen i dén tilstand, de er i.
Så smart og psykologisk! Hvis alle blev siddende, var der ganske enkelt ikke plads hverken i venteværelset eller på modtagelsen til en overnatning.
Det slider os op at vente, og da vi endelig bliver kaldt ind til en samtale med en læge, så får hun beskeden, at det kun er virkelig sindssyge personer, som kan blive indlagt.
Nu véd jeg så ikke, i hvilken kategori man hører til, når man er selvmordstruet eller suicidal, som det så fint hedder…..! Jeg tænker på, om man
skal have begået selvmord forinden for at kunne blive indlagt. Så sparer de jo lige en plads…
Jeg har masser af tid til at sidde og tænke: Hvad skal vi finde på, så hun bliver taget alvorligt? Skal vi gå amok og splitte venteværelset ad? Skal vi lave en virkelig grov happening, så der ikke er nogen vej uden om at indlægge hende på den lukkede. Skal vi sætte ild til ét eller andet?
Hun skal jo være til fare for sig selv og andre, hvis de skal beholde hende, så hun efter eget ønske kan komme på ret køl igen. Hvad pokker skal der til?
Lægen er også smart, for som hun siger: Min veninde har jo mig til at tage sig af hende! Hvordan kan man lægge denne opgave, som består i, at hun ikke gør alvor af sin trussel om selvmord, over på mig?
Hun får en overnatning på modtagelsen, og hun går kun med til det for min skyld, fordi jeg er rædselsslagen! Næste morgen bliver hun lossset ud af døren igen – som altid. Hun går direkte hjem og går i druk for at slippe for og dulme de dæmoner, som laver overgreb på hende og martrer hende i form af flash-backs fra en traumatisk barndom.
Om aftenen sidder vi der så igen på modtagelsen. Same procedure as last time.
Denne gang har jeg taget madpakke med, så både hun og jeg kan få lidt at spise, for dét bliver man heller ikke tilbudt, selv om ventetiden kan vare helt op til syv timer, som vi har oplevet mange gange. Og det skyldes altså ikke, at der er specielt travlt.
Og – nå ja, nu er det så hende dér igen, og hun har jo sin veninde med igen, som tager sig af hende.
Kære politikere! Jeg véd alt om nedskæringer, begrænsede ressourcer o.s.v., men vil I ikke nok sørge for, at jeg ikke mister min elskede veninde?
Hvis ikke selvmordsimpulser er nok til, at hun kan blive bevilget hjælp, så er jeg bange for, at jeg en dag står og kigger på hendes kiste i kirken.
Så må jeg stå og tænke: Kære lille menneske, nu fik du så dén fred, som du så helt selv måtte skaffe dig, fordi dén instans, som ellers tager sig af disse ting, ikke havde plads til én som dig.”
Skrevet af Jeanett Krohn Rasmussen fra Århus i Århus Stiftstidende d. 20. juni
Kilde: Århus Stiftstidende
Rex
05/05 2023
