Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Else Winther Andersen og det frie valg

Forleden bragte vi et indlæg, hvor det lokale Venstre-folketingsmedlem gjorde opmærksom på de positive virkninger af den af regeringen indførte fritvalgsordning på ældreområdet. Den socialdemokratiske næstformand for socialudvalget i Randers Kommune deler ikke Winther Andersens begejstring og skriver i dén anledning:


”Else Winther Andersen jubler i et læserbrev forleden over ”fritvalgsordningen”, ja, hun kan næsten ikke få armene ned. Det kan jeg da godt forstå, for det er jo ”hendes” regering, som har gennemført den.

Og hvad har fritvalgsordningen så betydet: 10 procent af de personer, som er visiteret til hjemmehjælp, vælger den private løsning – og hvorfor gør de dét?
Hvis Randers Kommune er symptomatisk for resten af landet, er det fortrinsvis nye brugere af hjemmehjælp, som vælger den private løsning, og for størstedelens vedkommende vælger de den, fordi det er muligt at købe ekstra ydelser mod selv at betale for disse ekstra ydelser. Dén mulighed har den kommunale leverandør ikke.

Venstres ideologiske felttog på området er kendetegnet ved, at de kommunale leverandører ikke ligestilles med de private (kan ikke/må ikke sælge ekstraydelser). På en konference i Vejle mellem de 6 største kommuner i landet – deriblandt Randers – gjorde vi overfor Venstres politiske ordfører på området, Eva Kjær Hansen, opmærksom på ulighederne og henstillede, at kommunale og private leverandører af hjemmehjælp blev stillet lige. Eva Kjær Hansens helt klare svar var, at det kunne der ikke blive tale om i denne regerings levetid – altså – ingen mulighed for de kommunale leverandører for at tilbyde ekstraydelser.

Randers Kommune fik fem millioner kroner fra ”ældrepakken”. Optimistisk troede socialudvalg og byråd, at de kunne bruges til generelt at visitere til mere hjemmehjælp, men de var ene og alene øremærkede til at sætte ”fritvalgsordningen” i gang og til de efterfølgende administrationsomkostninger. Tænk bare – fem millioner til at gøre nogle få glade.

Tænk bare, hvor meget god hjemmehjælp vi kunne have fået for fem millioner danske kroner, som kunne have været med til at gøre yderligere 90 procent af de visiterede borgere glade!”
Skrevet af den socialdemokratiske næstformand i socialudvalget i Randers Kommune, Tove Schou Pedersen, i Randers Amtsavis tirsdag d. 6. juli

Kilde: Randers Amtsavis

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam