Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

En kommentar til U. Helweg Rothe

Hermed en bemærkning til læserbrevet »Hensynsløs kørsel på Havnevejen i Grenaa«:


Set fra en offentlig myndigheds side finder jeg det positivt, at borgerne er engagerede i hvad der foregår i lokalsamfundet og kommer med forslag til forbedringer.
U. Helweg Rothe og andre borgere er naturligvis helt klar over, at de i læserbrevet opremsede lovovertrædelser ikke er tilladte. Skribenten fremsætter i sit indlæg en række forslag til trafiksikkerhedsforbedringer. Indlægget giver mig anledning til at bemærke, at Grenaa Kommune p. t. er ved at lægge sidste hånd på en lokal trafiksikkerhedsplan, der blev startet i september 2003, hvor Grenaa Kommune via pressen opfordrede befolkningen til at indgå i projektet, idet ønsket var et få lokale erfaringer og ideer frem i lyset.
I starten af 2004 foretog lokale borgere, Grenaa Politi, Grenaa Kommunes tekniske forvaltning, politikere fra Teknisk Udvalg og en udpeget konsulent en 2-dages besigtigelsestur, hvor alle indkomne forslag med videre blev drøftet på det aktuelle sted. Kort inden skolesommerferien 2004 har der via pressen været annonceret en høring omkring den forestående trafiksikkerhedsplan, hvor borgerne kunne komme med bemærkninger til planen, der i øvrigt er tilgængelig for alle borgere på Grenaa Rådhus.
Om U. Helweg Rothe har været opmærksom på det, kan jeg naturligvis ikke vide.
Der kommer næppe mere politi, men som ansvarlig leder prioriteres den politimæssige indsats naturligvis, hvilket blandt andet omhandler politikontrol. På Havnevej og andre steder foretages der lejlighedsvis automatisk hastighedskontrol (ATK), og der foretages også jævnligt hastighedskontroller med Grenaa Politi’s lasermåler-udstyr. Dertil kommer, at der fra årets start er planlagt adskillige målrettede færdselskontroller, der også omfatter Havnevej, og at den almindelige politipatruljering af og til »napper« nogle at den slags færdselssyndere, som U. Helweg Rothe nævner.
Med hensyn til bilisternes moral, respekt, ansvarlighed og hensynsfuldhed, gøres der løbende meget for at forbedre alle trafikanters adfærd - dette sker løbende gennem såvel lokale som mere landsdækkende kampagner, der følges op af de allerede nævnte politikontroller. Hertil kommer naturligvis den grundlæggende adfærdsdannelse, der starter med forældrenes påvirkning af børnenes adfærd, hvilket senere følges op af børnehaverne og skolerne, men her er det vigtigt at påpege, at forældrene har hovedansvaret for at påvirke deres børn i en hensigtsmæssig retning. For helt unge bilister, der lige har fået kørekort, arrangerer Færdselssikkerhedsudvalget i Grenaa Politikreds hvert år særlige kørekurser, hvor de unge blandt andet oplever grænserne for egne evner som bilister.
Gennem flere år er der fortaget en del vejindsnævringer og foretaget en del hastighedsmålinger på Havnevej. Den gennemsnitlige hastighed er i samme periode reduceret. Langt de fleste trafikanter finder fint ud af at køre hensigtsmæssigt. De, der enten ikke kan eller vil køre hensigtsmæssigt, forsøger politiet som tidligere nævnt at »nappe«. Man må nok her huske på, at uanset hvad myndighederne gør for at påvirke trafikanternes adfærd ved hjælp af skilte, forhindringer med videre, så forhindrer dette ikke den trafikant, der ikke vil indrette sig efter regler og forskrifter, til at køre som beskrevet af U. Helweg Rothe.
Målet er stadig fra myndighedernes side få antallet af uheld ned på et absolut minimum. Fra politiets side uddeler vi hellere end gerne en bøde for ikke at få flere døde.

Med venlig hilsen
Bo Paulsen
Vicepolitiinspektør
ved Grenaa Politi

Kilde: Grenaa Bladet

Rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam