Ebeltoft har denne sommer været præget af et godt samarbejde om at gøre Ebeltoft til et besøg værd. Det har fået handelsstandsformanden til at skrive følgende takkebrev til alle, der har bidraget til dette:
”Sommeren er ved at gå på hæld, og tankerne flyver tilbage på mange rigtigt dejlige oplevelser. Et stort til lykke til Ove Mikkelsen for hans initiativ til en ”arbejdende week-end” i Farvergården. Det var en dejlig oplevelse – og en stor tak til alle dem, der gjorde det muligt. Vi véd jo alle, at fra tanke til handling er der langt, og der kræves meget arbejde. Jeg håber, arrangementet bliver en tradition.
Så har vi vores garde, som altid er dejlige at se og høre, vægterne med deres sang og stolte holdning – et flot syn. På gaden møder man molboer. Vores ”Dramatører” har underholdt med diverse molbohistorier, og det har de gjort flot og sjovt. Mange af byens gæster har fået sig et godt grin. Byvandring med vores dygtige guider. Selv i regn blev turene gode – og mangen en sjov bemærkning er faldet om ”Fedt-Mikkels Gang”. Tante Andante har skabt fest i gaden, og Ebeltoft Zoo har medvirket med bl.a. en dejlig ugle, som vakte stor opmærksomhed. Slupkoret – de herlige sømænd – har underholdt med flot sang, glimt i øjet og stort lune.
Jeg kunne blive ved at remse gode oplevelser op. For resten har vi da også fået et lille gult tog, som specielt alle børnene er helt vilde med. Tak alle sammen – og også tak til alle de forretningsdrivende, som gør byen til dét, den er. Lad os fortsat stå sammen om at skabe spændende oplevelser i vor by – til glæde for alle vore gæster og de fastboende! Tak for en våd, men alligevel dejlig sommer – og lige til sidst: Tak til de friske fyre i Rotary, som fik den gode idé at afholde en ”Ebelfestival” – tag godt imod den i efterårsferien d. 9.-17. oktober – den fortjener også at blive en god tradition – god arbejdslyst!”
Skrevet af formanden for Ebeltoft Handelsstandsforening, Hanne Sloth, i Randers Amtsavis d. 30. august
Kilde: Randers Amtsavis
Rex