Grenaa Bladet:I de sidste mange år har de kommunale specialarbejdere været udsat for stigende psykisk arbejdspres, dels på grund af usikkerheden om fremtidens arbejde, og fordi vores arbejde overgik til private arbejdspladser.
Ofte med forringede arbejdsmiljø og/eller overenskomstvilkår til følge, eller til decideret nedlæggelse af arbejdspladser. Hvor mange meningsløse aktiveringsprojekter overtog ellers velfungerende offentlige arbejdspladser? En hel del desværre.
I mange år har man skullet omstille sig i konkurrence med det private, naturligt nok, og har brugt naturlig afgang og ingen nyansatte og dermed færre ansatte til samme arbejde; men den nye arbejdsmarkedsreform har yderligere lagt presset. Nu er det pludselig helt legalt at bruge aktiveringspersoner til at lave ordinært arbejde.
Godt nok må man ikke skubbe en anden en ud, men hvem holder øje med det? Når 2 ud af 3 på landsplan bliver aktiveret inden for det offentlige, er der jo nok en grund til det. Hvem bryder sig om at sige farvel til medarbejdere med mere end 25 års erfaring? Det er jo en kendsgerning, at over 2000 kommunale SID-job er forsvundet på få år, og samtidig er antallet af personer ansat med løntilskud i forskellige former for aktivering fordoblet. Det viser en undersøgelse SID fornylig har lavet.
I de senere år er andre offentlige ansatte medarbejdergrupper også kommet med i gyngen med besparelser. Før i tiden var argumentet mest økonomiske hensyn, når arbejdspladserne skulle omstrukturere og forandre, nu er det mere ideologiske hensyn. For på landsplan er der jo overskud på finanserne, det nævnes da af og til i medierne!
Begrebet »velfungerende arbejdspladser« er ensbetydende med, at vi har taget, (fået lov til), nogle ledelsesmæssige initiativer, indirekte, tvunget af omstændighederne for at bevare arbejdspladserne. Hvor vi har imødegået sådan noget som tempoopskruning og omstillingsparathed - ved selv at tage teten - tage ansvar med at følge de økonomiske budgetter meget nøje på de forskellige arbejdsområder, og agere derefter.
Nogle har ligefrem ad den vej, formelt, fået overdraget ansvaret for opfølgning af de mange forskellige budgetter på de forskellige arbejdsområder. For eksempel i forbindelse med selvstyrende grupper. Og kontrolbud internt på eget arbejde er også mere og mere brugt på den enkelte arbejdsplads. Alt i alt mener vi, at borgerne får meget for pengene. Det er jo det, det mere og mere handler om, politisk set, selvom »skrivebordet« også for en specialarbejder tager mere og mere tid.
Er det et politisk krav, at alt gøres op i penge og tiden til det administrative går jo desværre fra arbejdet i »marken«. Kravet om service på de »bløde områder«, især på ældreplejen, bliver brugt populistisk i medierne af de politiske partier - der er stemmer i det! Og de sociale udgifter, bistand med videre, er stigende. Oven i hatten fik vi lovgivningen om; fritvalgsordningen, og udfordringsretten, som gav kommunerne store bureaukratiske udgifter med at beskrive servicen og lave forskellige beregningsmodeller med mere, som overhovedet ikke står i mål med hvor mange, der ønsker en privat hjemmepleje for eksempel.
På den måde udhuler man de økonomiske midler til ekstra administration i stedet for ekstra bevillinger til for eksempel mere hjemmehjælp. Og erfaringen er, at så skal ekstra-forbruget af økonomiske midler på administrationen fortrinsvis hentes på de »hårde områder«. De tekniske områder er ad den vej stadigvæk hårdere og hårdere presset. Og det giver næsten sig selv, at man ikke kan blive ved med den metode. Så sker der det, at de kommunale arbejdspladser ikke har ressourcerne til de lidt større arbejder.
Og de tilbageværende små servicearbejder bliver til gengæld væsentlig dyrere, og kvaliteten og servicen dårligere. Dermed er vejen banet for udlicitering, som eneste udvej, for de lokale politikere, om de kan lide det eller ej.
Der er altså mange grunde for de offentligt ansatte til at stå mere sammen, men allermest fordi vi bedst kan overbevise borgere og politikere om, at det kan være velfærdssamfundet man sætter på spil, ved i den grad at prøve at lave et marked ud af det offentlige - kommercialisering.
Det må aldrig blive tegnedrengen, der bestemmer, når behovet opstår for blandt andet sygehushjælp, og det »ene« fører nemt det »andet« med sig.
Forkortet af red.
Med venlig hilsen
Tillidsmændene
Ole Andersen
Havnevej 138c · 8500 Grenaa
og
Jørgen Ole Stenholdt
Hedevænget 90
8800 Viborg
Kilde: Grenaa Bladet:
//
05/05 2023
