Det kræver ikke så lidt sjælsstyrke af vælgerne at være vidne til den igangværende valgkamp, hvor der tales meget, loves endnu mere og siges meget lidt.
Tidsmæssigt er valgkampen kort og til at overskue. Den 8. februar, når valgprojektørerne er slukket og valgløfterne er glemt, vil 179 kvinder og mænd være valgt til Folketinget.
Herefter begynder det daglige arbejde for folketingsmedlemmerne med at lovgive og fordele landets ressourcer.
Den arbejdsperiode er modsat valgkampen lang, og hvad de 179 medlemmer i de næste 4 år bestemmer, har væsentlig indflydelse på alle danskeres hverdag. Derfor er det også væsentligt, hvem der vælges til Folketinget
Realistisk set er der kun mulighed for, at to ud af de 179 medlemmer til Folketinget kan vælges på Djursland, nemlig Anne-Mette Winther Christiansen fra landets største parti, Venstre, og Jan Petersen fra det næststørste, Socialdemokratiet. Begge to gode og jordnære kandidater, som fra hvert sit politiske tilhørsforhold vil være enige om vågent og flittigt at varetage Djurslands interesser. Begge kandidater har deres bopæl på Djursland, og specielt Anne-Mette Winther kommer med friske kræfter til opgaven.
Forudsætningen for, at Anne-Mette Winther og Jan Petersen bliver valgt, er at borgerne på Djursland stemmer på dem. I Århus er der 3 medlemmer af Folketinget fra Venstre og fra Socialdemokratiet vel omtrent det samme antal. Fra Randers og Skanderborg og andre kredse er der også folketingsmedlemmer, så der er ikke den ringeste grund til at stemme på kandidater derfra, når vi har kompetente og solide kandidater på Djursland.
Så opfordringen er derfor at stemme på Anne-Mette Winther eller Jan Petersen.
Med venlig hilsen
Claus Horneman
Sommerlyst 6
8500 Grenaa
Kilde: Grenaa Bladet
rex