Tak til
 






  
05/05 2023

Mission Impossible

Af Lars Christensen
Poppelvej 38,
8550 Ryomgård
Medlem af skolebestyrelsen ved Marienhoffskolen.


Gennem de seneste par uger har der været flere artikler og indlæg vedr. den økonomiske situation i Midtdjurs Kommune. Jeg er sikker på, at langt de fleste borgere i kommunen er klar over, at det er en vanskelig – i virkeligheden måske også umulig - opgave for kommunalpolitikerne at styre kommunens økonomi. Dette skyldes jo i høj grad det faktum, at mantraet om skattestop fra regeringens side, slet ikke harmonerer med den selv samme regerings ønsker om serviceudvidelser i bl.a.


kommunerne: bedre og mere hjemmepleje, bedre skoler og billigere børnepasning.
På den måde bliver frontliniemedarbejderne i f.eks. hjemmepleje, daginstitutioner og skoler presset til at løbe endnu hurtigere end de i forvejen gør. Det medfører mere sygdom og nedslidning og det er netop her bomben under den kommunale økonomi ligger. Nemlig de kraftigt stigende udgifter til sygedagpenge, flexjobordninger og førtidspension. Før man får styr på disse udgifter, får man ikke kontrol over den kommunale økonomi.
Imidlertid har borgmesteren/kommunalbestyrelsen sat en proces i gang vedr. besparelser på budgetterne i de enkelte institutioner. På Marienhoffskolen vil det indebære, at der i 2005 skal spares imellem kr. 0,8-1,2 mio. ud af en samlet drift på kr. 16 mio. Det i sig selv er en meget voldsom opgave. Men den gøres ganske umulig set ud fra den kendsgerning, at besparelserne reelt skal gennemføres i løbet af perioden fra august til december. Det skyldes jo at skoleåret 2004/05 er planlagt med alle de aftaler og bindinger det kræver, og dermed fastlægger udgiftsniveauet frem til august.
Skolebestyrelsen har naturligvis forsøgt at se, hvilke konsekvenser det vil have, hvis man gennemfører besparelser i den nævnte størrelse. Desværre er resultatet lysende klart: Vi vil ikke kunne leve op til Folkeskolelovens minimumskrav. Langt fra. Og vi har naturligvis skåret alt, hvad der hedder nyanskaffelser af undervisningsmaterialer, IT, gennemførelse af lejrskoler og efteruddannelse af personale og meget mere helt væk.
Det ansvar er vi som skolebestyrelse ganske enkelt ikke villige til at påtage os. Ikke mindst fordi det vil indebære en skole, vi ikke kan være bekendt at byde vore børn. Men også fordi vi ikke – i givet fald - opfylder loven.
På den baggrund har det bærende element i Marienhoffskolens bestyrelses høringssvar været, at nu er tiden kommet, hvor kommunalbestyrelsen må træde i karakter og tilpasse mål og midler og ikke bare bede institutionsbestyrelserne om at gøre det beskidte arbejde med at gennemføre besparelser efter salamimetoden.
Med andre ord: Hvad er det for et serviceniveau vi blandt andet skal have i folkeskolen i Midtdjurs Kommune? Skal vi have et, to eller tre skoledistrikter? Skal vi have ”Ny skolestart”? Skal vi….?
Ja, spørgsmålene er mange. I sidder med tøjlerne. Nu må I vise, i hvilken retning hestene skal gå.

Kilde: Lokalavisen Midtdjurs-Nørre Djurs 09-02-2005

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam