»Kom tilfældigvis forbi« - titlen på et ældre Rugsted/Kreuzfeldt nummer for en del pop-år siden. Men så var der heller ikke mere tilfældighed over den eftermiddag i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa dén søndag eftermiddag.
Koncert, kaffe og kage. Sådan lød indbydelsen fra Kulturhuset Pavillonen denne søndag den 23. januar. Dagens vært, som altid: Hardy Andersen. Dagens kaffe: Standard, men i rigelige mængder. Dagens kage: Lun kringle. Dagens kunstneriske tilbud: Baumgartner Duo.
Baumgartner Duo er tvillingbrødrene Josef og Jacob Baumgartner. Klaver, guitar og sang. Såre enkelt kunne man mene, men så kunne man også godt tage fejl.
Konceptet: Koncert, kaffe og kage. Det virker! Hardy mente i sin velkomstsnak, at der var »langt over 34« denne eftermiddag. Ret skal være, at vi vel var 50-60 personer - store, små... unge og grå. Om dét kan man godt sige: Okay!
Brødrene Baumgartner kom musikalsk vidt omkring. Lidt rock’n roll som indledning, og senere Robbie Williams: Feeling. Fint følsomt sunget af Jacob.
10 CC’s »The Things We Do For Love«, og numre af The Police og Eric Clapton var også med denne søndag eftermiddag, samt en del numre fra egen hånd. »POPfilter« er navnet på orkesteret, når de 2 brødre udgiver egne værker. Det har synligt været deres liv, det med musikken, og også de så ud til at nyde at være i Grenaa denne dag. Og da »Great Balls Of Fire« var med til at slutte koncert-delen af, var det måske godt, at vi ikke var 80 til stede. Så havde taget da lettet af begejstring. Alt imens Hardy gik rundt, og nok mente, at der trods alt havde været kaffe og kage nok.
Det kan godt være, at hr. Hausgaard skulle optræde for helt udsolgt hus senere samme dag, men jeg tror, at der var andre end undertegnede, der syntes at være helt solgt til denne form for søndags-eftermiddagshygge.
Ja.. det var såmænd bare min lille »anmeldelse« af ovennævnte arrangement. Vi ses til »Koncert, kaffe og kage« i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. (Forkortet af redaktionen)
Med venlig hilsen
Peter Nordahl Kristensen
Stenvadvej 14, Ørum Djurs
Kilde: grenå bladet uge 8
rex