I dag har Bent Andersen (DF) fra Grenå skrevet et svar direkte stilet til Venstre-manden Hardy Andersen:
Jamen, kære Hardy Andersen!
Hvordan i alverden kan jeg komme til at skylde læserne en undskyldning ved at påpege, at Grenå Kommune ikke har ført dét tilsyn med ældre borgere, som kommunen er forpligtet til at gøre, og som er vedtaget ved lov af Folketinget?
Jeg har desuden ikke rettet en voldsom kritik mod udvalgsformanden – jeg har rettet en kritik af, at noget er helt galt, og jeg vil vide, hvorfor det har kunnet gå sådan, og hvem der har ansvaret for, at en byrådsbeslutning ikke er blevet effektueret.
Du skriver, at du desværre endnu en gang må konstatere, at jeg ikke har sat mig tilstrækkeligt ind i tingenes rette sammenhæng! Hvilke andre ting har jeg ikke sat mig tilstrækkeligt ind i? Dét må du jo kunne fortælle – ikke bare mig, men også læserne.
At hjemmesygeplejerskerne har udført dét arbejde, de er blevet bedt om at udføre, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, men de har altås ikke været alle de steder, byrådet har vedtaget, de skulle være.
Så langt tilbage som januar 2001 stiller jeg spørgsmål om hjemmebesøg, der så igen kan udløse visitation til hjemmehjælp. Af Grenå Kommunes svar hedder det: ”Hjemmehjælp er organiseret i fem lokalområder. Det er sygeplejersken i det enkelte område, der visiterer hjemmehjælpen.”
Derfor konkluderer jeg, at det er sygeplejerskerne, der skal foretage hjemmebesøgene.
Hardy Andersen har p.t. selv stillet spørgsmål til sagen hér. Jeg har stillet kritiske spørgsmål mange gange og er blevet klandret derfor. Man kan bl.a. læse Århus Stiftstidende 2. del d. 23. maj 2002, hvor jeg i forbindelse med en ændret retspraksis i personsager vedrørende træthedssyndrom og fibro-myalgi stillede spørgsmålet, om Grenå Kommune fremover ville overholde loven.
Hertil svarede Erik Hoberg (S) bl.a. – og jeg citerer fra avisen: ”Jeg havde ikke ventet, at vi fra et byrådsmedlem skulle have spørgsmål, som handler om, hvorvidt kommunen overholder loven.”
I den hér nævnte sag stiller Hardy Andersen (V) et lignende spørgsmål, så hvad er forskellen egentlig andet end, at jeg lader mine angreb komme ud til offentligheden, mens Venstre og Hardy Andersen holder fakta tæt ind til kroppen?
Kilde: Skrevet af DF-byrådsmedlem Bent Andersen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 15. marts
rex