på vej på den helt rigtige måde
Planlægning og organisering af den nye Norddjurs Kommune er i fuld gang. Det er rigtig spændende at være med i arbejdet. Ud over at det er interessant og spændende, er det i udpræget grad en fornøjelse, idet der fra alle sider bliver udvist et stort engagement og en stor arbejdsiver med henblik på at få forberedt så mange både overordnede ting, som mere detaljerede forhold.
Som arbejdet gennemføres lige nu mærker den enkelte borger ikke meget til fusionsprocessen. Man kunne næsten fristes til at sige, at hvis den enkelte borger ikke har bemærket noget særligt, når vi er på den anden side af sammenlægningsprocessen, så er det i udpræget grad en succes.
Da vi i sin tid gik i gang med drøftelserne omkring dannelse af den nye storkommune »Norddjurs Kommune«, var vi helt enige om, at det skulle være en ligeværdig fusion. Ingen skulle dominere, og det skulle foregå i en åben dialog.
Indtil videre har vi fastlagt en organisationsstruktur for selve sammenlægningsprocessen, og vi har fået døbt kommunen »Norddjurs Kommune«. Her skal der lyde en stor ros til Grenaa-politikerne, som selvfølgelig gerne havde set Grenaa navnet indgå i det nye kommunenavn, men efter en indgående drøftelse de fire kommuner imellem stod det klart, at det var navnet Norddjurs Kommune som vandt gehør. Grenaa accepterede dette og vi undgik en kedelig og ikke konstruktiv start på hele sammenlægningsprocessen. Der er for mig ingen tvivl om, at her blev der skabt det bedste grundlag for det fremtidige samarbejde.
Vi har enstemmigt vedtaget, at den nye kommunalbestyrelse skal bestå af 27 medlemmer. Vi har vedtaget en kommunikationsstrategi, hvor dialogen og åbenheden er det fremherskende, og så snart vi har mulighed herfor, vil der blive etableret en hjemmeside (www.norddjurs.dk), hvor borgerne løbende vil kunne følge sammenlægningsprocessen.
Vi får en langstrakt kommune. Der er langt fra Grenaa til Udbyhøj. Derfor er det påkrævet, at vi får os organiseret, så man i lokalområderne føler et nærvær til den nye kommune. Skolerne, børnehaverne, plejehjemmene o.s.v. ligger jo hvor de ligger, og her vil borgerne have de samme nære relationer som før sammenlægningen. På det administrative område forestiller jeg mig, at vi også fremover vil kunne servicere borgerne. Selvfølgelig ikke med fuldt bemandede rådhuse alle steder, hvor der rådhuse i dag. Men at borgerne i den vestlige del af kommunen - altså omkring Auning, Allingåbro og Ørsted - kan blive betjent via et administrativt center (rådhus), kan der ikke herske tvivl om.
Grenaa er købstaden i den nye kommune og repræsenterer ca. 15.000 borgere ud af de i alt 38.500 i den nye kommune. Det betyder jo selvfølgelig, at den tyngde, som Grenaa by repræsenterer, også skal afspejle sig i de aktiviteter og beslutninger, der fremover skal vedtages. Med andre ord; Grenaa skal selvfølgelig have hvad der tilkommer Grenaa. Det ligger jo også i ligeværdighedsbegrebet.
Jeg tror på, at det vil lykkes for os at skabe en ny kommune, hvor alle lokalområder vil føle og opleve, at alle bliver inddraget ligeværdigt.
Med venlig hilsen
Jens Peter Jellesen
Venstre-borgmester i
Nørre Djurs Kommune
Kilde: grenå bladet
rex