Det er virkelig alvorligt, hvad en buschauffør har at fortælle i det følgende. Han mener rent ud sagt, at politikerne bevidst er ved at lade den kollektive trafik afgå ved en stille død, uden at nogen rigtigt opdager det:
”Nu må det stoppe med højere priser og mindre kørsel. En billet er blevet så dyr, at passagererne bliver væk. Man får ikke flere til at tage den kollektive trafik ved at hæve prisen og skære ned på ruterne.
Det kan man se på Randers Bybusser. De hævede prisen sidste år fra kr. 13,- til kr. 15,- på en voksen og fjernede rabatten på kort til pensionister – med dét resultat, at billetindtægterne faldt med 2,7 millioner kroner. Det er ca. 493 passagerer pr. dag eller 180.000 passagerer på et år.
Hvis dén udvikling fortsætter, er der ikke noget, der hedder kollektiv trafik om fem til 10 år! Man skal sænke prisen og få flere med, så får man også flere indtægter.
Det kan ikke passe, at det skal være billigere at køre i personbil end med den kollektive trafik. Eks.: 2 voksne med bus fra Grenå til Randers/Århus og retur koster 2 x 116 kr., 232 kroner. I personbil koster det kun ca. 90 kroner i benzinudgift.
Efter at Århus Amt har sat prisen op i januar, er passagertallet faldet i rutebilerne. Alle billetter er steget markant med fra 12 til 30%.
Efter d. 16. januar har jeg solgt ca. otte stk. dagsbilletter til pensionister, 1 stk. til voksen og 0 til børn. På to måneder! Før d. 16. januar solgte jeg dagsbilletter hver dag,
Så der bliver også faldende billetindtægter ved rutekørslen i Århus Amt. Så skal prisen stige igen, og der bliver nedskæring på kørslen næste år. Med dét resultat, at der bliver færre passagerer og færre billetindtægter. Politikerne er ved at nedlægge den kollektive trafik.”
Kilde: Skrevet af rutebilchauffør Finn Laustsen fra Grenå i Randers Amtsavis d. 22. marts
rex