Tak til
 






  
05/05 2023

Læserbrev: Hvorfor Randers, når Århus ikke vil

Den tidligere folketingsmand for Retsforbundet, Ib Christensen, er heller ikke glad ved udsigten til en stor lufthavn tæt på Randers. Når Thomasminde nu er for tæt på Århus, hvorfor så pludselig så tæt på Randers, spørger han i det følgende:

Efter at Det Midtjyske Lufthavnsråd har konstateret, at regeringen og et flertal i Folketinget afviser planen om en ny international storlufthavn i Østjylland i et land, der har verdens tætteste lufthavnsnet, samt at Århus Byråd har afvist at få lufthavnen placeret indenfor kommunen, og efter at også andre kommuner, der har været på tale som placeringsmulighed, har betakket sig, har rådet fået en åbenbaring:
Find en lokal flyveplads, få dens landingsbane udvidet og kald den en ”erhvervslufthavn”, så kan man måske komme uden om regering, folketing og amtsråd.
Århus Byråd slipper for støj og forurening inden for bygrænsen, for aben flyttes til Mariagervej, inden for Randers` bygrænse. Det er ganske vist langt tættere på tæt bebygget område en Thomasminde, men det vil sikkert være muligt at besnakke flertallet i byrådet i Randers.
Borgmesteren kan ikke forestille sig andet. I dén forbindelse er det værd at være opmærksom på, at Niels Due Jensen, lufthavnsrådets formand, offentligt har erklæret sig parat til at støtte politikere, der vil fremme hans lufthavnssag.
Jeg synes, at Michael Aastrup Jensen bør fortælle offentligheden, om han og hans parti har fået støtte i form af penge, annoncering eller andet fra kredsen omkring Det Midtjyske Lufthavnsråd. Det samme kunne passende andre partier og politikere oplyse.
Dén lufthavn, lufthavnsrådet nu lancerer, skal kunne tage turbopropfly med op til 60 personer og have et rutenet til Bruxelles, London, Frankfurt, Paris og Amsterdam og formentlig andre udenlandske storbyer. Og det kan ikke løbe rundt alene med erhvervsfolk og embedsmænd – sæderne må også fyldes med turister. Der skal samarbejdes med lufthavnen i Tirstrup, hvilket kun giver mening, hvis der fusioneres, og Tirstrup-lufthavnen med dens hidtidige trafik flyttes til Randers.
”Det er et stærkt udgangspunkt, at man allerede nu har de væsentligste tilladelser på plads til at oprette flyruter direkte til de største lufthavne i Europa”, siger Århus-borgmesteren om sin nye lufthavn i Randers. Men lufthavnen skal sandelig også betjene erhvervsfolk og andre fra Herning, Holstebro, Viborg og Ålborg. Der forlyder intet om, hvad man siger i disse byer til en mulig nedlæggelse af Karup og Ålborg lufthavne.
Klogeligt udtaler amtsborgmester Bent Hansen, Viborg Amt og kandidat til formandsposten i den midtjyske region: ”Jeg vil gerne se en analyse af hvilke fordele, en erhvervslufthavn fra Randers har i forhold til Tirstrup og Karup”. Han har forstået, at projektet forudsætter nedlæggelse af i hvert fald de to lufthavne. Og så må man vist endnu engang forlænge startbanerne i Randers Lufthavn. Meget signifikant kaldes den nye regionale lufthavn for Jutlandia Airport. Tanken er øjensynligt stadig at udfordre Billund Lufthavn.
Jubelen er stor i Århus: formanden for Erhverv Århus, Peter Kjær, siger: ”Det vil være guld værd for erhvervslivet i byen, at vi får en lufthavn tæt ved Århus med direkte ruter til europæiske metropoler”. Han kunne tilføje, at så overlader vi støjhelvedet og luftforureningen til borgerne i Randers.
”Miljøgodkendelsen til flyvepladsen i Randers (Jutlandia Airport – min tilføjelse) er blandt andet betinget af, at der føres en øget kontrol med, at begrænsningerne i flyaktiviteterne overholdes, og at denne kontrol bør føres de tre mest trafikerede måneder af året”, oplyser Randers Amtsavis (d. 20. april).
Hvis de tre mest trafikerede måneder er sommermånederne, indikerer det privatflyvning og ikke erhvervsflyvning. Hvad er meningen?
Randers Kommune vil tage skridt til at iværksætte den øgede kontrol, siger borgmesteren. Hvor er vi alle dog beroligede.
En så væsentlig beslutning som etableringen af en ny stor regional lufthavn med alle de miljømæssige konsekvenser og infrastrukturmæssige følger bør ikke træffes af Randers Byråd – heller ikke af den udvidede Randers Kommune.
Den bør træffes af regionsrådet, men her er problemet, at strukturreformen, som den ser ud nu, overlader miljøgodkendelser til kommunerne, hvilket er aldeles uforsvarligt. Hér bør Folketingets oppositionspolitikere stå fast, og hvis regeringen og dens støtteparti ikke giver sig, må det laves om med et nyt folketingsflertal.
I mellemtiden bør Randers-borgerne for deres helbreds skyld forlange af alle opstillende partier ved kommunalvalget i november, at de lover at udskrive en folkeafstemning om Jutlandia Airport, hvis den skal placeres i Randers Kommune.

Kilde: Skrevet af Ib Christensen fra Randers i Randers Amtsavis d. 30. april

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem på din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam