Den lokale lærerforenings formand gør i det følgende sammenlægningskommunerne opmærksom på, at den kommende reform burde føre til mere ensartede skoleforhold inden for den enkelte kommune:
For at forældre får en positiv holdning og viser solidaritet med deres børns skole er det vigtigt for dem at vide, at græsset ikke er grønnere andre steder. De kommende kommunalbestyrelser/sammenlægnings-udvalg bør derfor sørge for, at forholdene for eleverne bliver éns på alle den enkelte kommunes skoler.
Elevernes ugentlige timetal bør være det samme på alle skoler. Man bør som minimum give det af ministeriet vejledende timetal. Der vil i de næste år komme centrale tests, og hvis skolerne har afvigende resultater, vil det give uro. Der bør ligeledes være éns tildeling af specialundervisning, vikardækning samt tilskud til ekskursioner og lejrskoler.
Børnenes forældre er skatteborgere i kommunen, og de bør modtage samme ydelser.
Decentral økonomi, der favoriserer større skoler og gør små skoler sårbare, bør være historie. Antallet af skoler og deres størrelse bør være et resultat af gennemtænkte politiske beslutninger, som alle har indflydelse på.
Såvel lovgivning som overenskomster siger, at en kommune er en énhed. Derfor bør skolernes autonomi begrænses. Med alt for selvstændige enheder begrænser kommunen sine muligheder for at udøve såvel pædagogisk politik som personalepolitik.
En politisk udmelding om, at alle indenfor den nye kommune vil opnå ens vilkår og samme løn for samme arbejde, vil sikre ro blandt personalet, der således ikke vil bruge energi på at diskutere forskelle og urimeligheder eller flytte efter bedre job-muligheder.
Jo mindre en skole er, jo mere følsom er den over for udsving. Her kan der så ligge indirekte begrundelser for nedlægning. Politikerne gør klogt i at udtale, at antallet af og størrelserne på kommunens skoler er et politisk anliggende og ikke et resultat af en økonomi, der skal ligne det private erhvervslivs. Folkeskolen er en kultur-institution.
Ved iagttagelse af ovenstående undgår politikerne, at lokale befolkningsgrupper vil føle sig skolemæssigt forsømte, og at personalet skal bruge energi på at diskutere forskelsbehandling.
Der gives med kommunalreformen vore politikere en enestående mulighed for at drage nytte af de erfaringer, de seneste års turbulente skolepolitik har givet os. Vi håber, de bruger muligheden.
Kilde: Skrevet af lærer-kredsformand Hans Rechendorff fra Grenå i Århus Stiftstidende d. 8. maj
rex