I Midtdjurs Kommune har man i øjeblikket så ”ondt i økonomien”, at der bl.a. skal spares en nattevagt på plejehjemmet i Ryomgård. Det er man meget trætte af i den lokale afdeling af Ældre Sagen:
Vi har fået forståelsen af, at der er brug for store besparelser i Midtdjurs Kommune, men det er med bekymring og uro, at vi hører om de kommende besparelser på ældreområdet.
Det er meget lidt, vi får at vide, og det er dermed gjort svært at gennemskue konsekvenserne af disse besparelser. Fra kommunens voksenudvalg er det oplyst, at man vil skære den ene nattevagt væk på Ringparken i Ryomgård, og derved bliver der kun én nattevagt tilbage til at tage sig af de 25 meget plejekrævende borgere, der bor hér. Da der normalt skal være to plejere om sammen at løfte og vende disse ældre mennesker, er det fortalt os, at problemet kan løses ved, at den enlige nattevagt blot efter behov kan kalde én af de to nattevagter hjem, der er udekørende i kommunen.
De udekørende nattevagter kører efter en stram tidsplan kun med plads til enkelte besøg under vagten, og det er ikke givet, hvor disse vagter befinder sig inden for kommunens ret vidtstrakte område, når der bliver brug for deres hjælp på Ringparken og Frejasvænge. Det koster mange kilometer, hvis de efter assistancen skal tilbage til ét af yderområderne, og gør det også svært at overholde tidsplanen. Konsekvensen bliver, at mange af de pågældende ældre kommer til at vente længe, og hvor længe kan man for eksempel holde sig, når man skal?
Problemet kan for mange og måske også for politikere lyde banalt og af mindre betydning, men for den ældre måske demente borger midt i situationen kan det være et katastrofalt afbræk i livskvalitet og psykisk balance. Hvad hvis de udekørende for at køre til Ringparken eller Frejasvænge akut skal forlade meget syge, måske døende borgere og deres familie? Hvordan skal en enkelt nattevagt udover de normale opgaver også kunne klare at hjælpe de borgere i seng m.v., som kommer hjem efter udebesøg i anledning af fødselsdage, jul og påske? Kan vi frygte, at der lukkes af fra at give ”nattegn”, der er en værdifuld del af de ældres livskvalitet?
At tage sig af mennesker, der har behov herfor, er lovbestemt, men varetagelsen heraf synes at gå en mørk fremtid i møde, hvad angår social service for ældre borgere i Midtdjurs Kommune.
Kilde: Skrevet af ældresagsformand Vagn Angelo Christensen fra Kolind i Århus Stiftstidende d. 5. maj
rex