Som optakt til et vælgermøde i morgen aften fortæller én af de socialdemokratiske kandidater om, hvad partiet bl.a. vil arbejde for i den kommende kommune:
Fælles om fremtiden.
Det er ikke bare et tomt socialdemokratisk slogan, men er et meningsfuldt udtryk for dén grundholdning, at vi i fællesskab skal forme fremtiden, og at vi skal tage ansvar både for os selv og for hinanden.
For børn og unges vedkommende er det desværre ikke sådan i dag, at alle har de samme chancer for et liv med tryghed og mulighed for at udvikle talenter og ressourcer.
Mange fastholdes i en negativ social arv eller kommer i ungdommens linedans til at snuble og bliver aldrig hjulpet op på linen igen.
Dét skal der ændres på, for vi har hverken menneskeligt eller samfundsøkonomisk råd til, at der er mennesker, der føler sig tabt og fortabte.
Som kommunalpolitiker kan man være med til at skabe rammerne for børn og unge, men der skal mange ansvarlige voksne til at fylde disse rammer ud for at få børn, der trives, lærer, tager ansvar.
Socialdemokraterne fortæller torsdag aften d. 27. oktober på Hotellet om vores vision for børn og unge i Syddjurs Kommune.
Vi vil gerne gøre en indsats for, at Syddjurs Kommune skaber optimale rammer for børn og unge.
Kilde: Skrevet af S-kandidat Karen Andreasen fra Rønde i Randers Amtsavis d. 25. oktober
rex