Roendeportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Nu havde vi lige glædet os – og så...

Det har været en fornøjelse at følge spillet om dannelsen af Norddjurs Kommune og det har været opløftende at høre om det fine samarbejde, der har været mellem de siddende politikere. Masser af positive politiske fællesmøder, som er blevet fulgt op af foreningslivet, som har været inddraget i at skabe gode ideer og i det hele taget har været involveret i den demokratiske samtale.

Det er derfor med undren og mismod, at vi skal være vidne til en form for konstituering af det byråd, som om et år skal være det, som skal styre den nye kommune i 3 år.
Man må spørge sig selv: Hvorfor dog pludselig ødelægge det gode, positive samarbejde gående ud på at skabe landets bedste kommune? Hvad har man dog tænkt sig? Det er da kun i et tæt samvirke, at man kan bygge noget op, som vil få bred støtte fra alle borgere.
Hvorfor laver man ikke en bred koalition, som er i overensstemmelse med vælgermassens sammensætning? Vi skal jo helst alle forblive medspillere i det fællesskab, som skal bygges op.
Hvad er tanken bag ved beslutningen om at ignorere næsten halvdelen af vælgerbefolkningen?
Hvad er logikken i at tilbyde den politiker, som fik langt flest personlige stemmer en plads som 2. viceborgmester. Jeg synes, at det i begge tilfælde er at gå i rette med vælgerne.
Det virker også som om man mener, at den forsmåede del af vælgerne er ignoranter, som man ikke gider give ordet til. Hvorfor ellers udelukke deres talerør?
Det passer dårligt ind i den højt skattede tradition, vi har i vor demokratiske model, nemlig »at kunne snakke os til rette«. Jeg ved godt, at svaret vil være, at Venstrefolkene bare skal deltage - at de er velkomne til at komme med deres forslag. Jo tak! Men der er nu en enorm forskel på at tilhøre en inderkreds i et team, og så at kunne stå og råbe over hegnet.
I øvrigt skal man ikke glemme, at der er et borgerligt, liberalt flertal efter valget og der skal ikke meget pres til fra det konservative og borgerlistens bagland, før deres repræsentanter kan blive tvunget til at gå imod en række af de forslag, som måtte komme op i de forskellige udvalg.
Det er endnu en grund til at lave en bred konstituering. Det vil nemlig give dynamik. Det vil give ro om og masser af inspiration til arbejdet. Det er ikke for sent endnu. Lav den konstituering om!

Med venlig hilsen
Eigil Kjærgaard
Overbrovej 17
Ørum Djurs

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam